Den 8. oktober 2007 begyndte Solvay Pharma at markedsføre deres Creon-produkter under to nye navne – Creon®10.000 og Creon®25.000 - som erstatning for de to tidligere produkter - Creon® og Creon®Forte, som blev fjernet fra markedet samme dag.
Baggrunden er, at alle tidligere Creon-produkter indeholdt et hjælpestof, der hedder dibutylphthalat (DBP). Dette hjælpestof har i rotteforsøg vist sig at have skadelige virkninger på afkommet i form af nedsat fødselsvægt, nedsat antal levende unger pr. kuld, udviklingsforstyrrelser i køns- og mælkekirtler og nedsat fertilitet hos hanner.
Det nye produkt Creon®10.000 indeholder som hidtil amylase 8.000 enheder, lipase 10.000 enheder og protease 600 enheder samt en række hjælpestoffer, men IKKE DBP.
Tilsvarende indeholder det nye Creon®25.000 amylase 18.000 enheder, lipase 25.000 enheder og protease 1.000 enheder samt en række hjælpestoffer, men IKKE DBP.
Parallelimporteret Creon/Kreon og Creon Forte/Kreon Forte fra Orifarm og Paranova indeholder samme mængder amylase, lipase og protease som Creon®10.000 og Creon®25.000, men de indeholder fortsat DBP.
Medicin.dk (det tidligere Lægemiddelkatalog) fraråder, at parallelimporteret Creon® fra Orifarm eller Kreon fra Paranova gives til børn og gravide på grund af indhold af dibutylphthalater (DBP) over tilladt grænseværdi.
Begge CF-centre er informeret om ændringerne. Vi anbefaler, at de CF-patienter, som ønsker at benytte de nye DBP-frie produkter Creon®10.000 og Creon®25.000, snarest muligt kontakter deres CF-center og får recepter på disse.
|