FinnSki meddelte lørdag aften til CF-sekretariatet, at humøret var højt i Hippach, og at solen allerede i løbet af lørdagen havde haft "fat" i skiøglerne, så der ville blive brug for solcreme på kinderne igen søndag.

”Det har været et fantastisk vejr i dag lørdag", lød det fra FinnSki, - og søndag gentog han dette. ”Samme fine vejr som i går, selv om dagen startede lidt overskyet.” Skiskolen er i gang, og der er højt humør og masser af hygge. Og FinnSki fortsatte: ”De spiser som tærskeværk”.

Men desværre er der et skår i glæden i Hippach, for Sarah har haft et lille uheld. Hun slog nemlig sit knæ i et fald allerede lørdag, og efter et par besøg af lægen stod det søndag aften klart, at hun skal hjem til Danmark. Det er Sarah og de andre selvfølgelig kede af, men lægen står fast på, at han gerne vil have, at hendes knæ bliver undersøgt og behandlet i Danmark. Derfor må Sarah mandag tage afsked med skilejren for at blive fløjet hjem til Danmark.

Mandag kl. 15.00 flyver hun så af sted fra Innsbruck, ledsaget af en dansk sygeplejerske, til Billund, hvorfra turen går videre til Århus. På Århus Kommunehospital møder Sarah sine forældre, og vi håber, at hun meget hurtigt er oven senge igen, men der bliver desværre ikke mere skiløb for Sarah på denne lejr. Hjemtransporten er (effektivt) arrangeret af Europæiske Rejseforsikring.

Og der er endnu en lille forhindring i Hippach: Det har vist sig, at Internet-adgang ikke ”hænger på træerne” i den by, så måske bliver det ikke muligt at bringe billeder fra skilejren i ugens løb. I stedet arbejdes der på at sende små skriftlige rapporter, som vi vil lægge ind på Skilejrdagbogen, men indtil nu har der været rigeligt for lederne at se til med de ændrede planer for Sarah. Så familierne må nøjes med her at høre, at der - trods Sarah’s uheld - er højt humør i Hippach - og sne og sol – kort sagt dejligt skivejr.

Skiskolen – de ægte begyndere - har gjort store fremskridt i dag.
De svinger, plover, bremser og hopper.
Og har røde kinder.

Vejret? endnu en dag med flot vejr.

Klavs var sammen med guiderne på tur med de mest øvede CF’ere. De fik en herlig dag på ski i et andet område lidt herfra. De oplevede også godt vejr og nogen blæst – og l_a_n_g_e liftkøer.

Laura var stand-by i hjem-området og tog imod skiøglerne, efterhånden som de vendte hjem igen.

FinnSki og skilærerne deltes om resten af holdet - både de ægte begyndere og de øvede - og tilbragte dagen i Hippach-området.

De spiser os ud af dalen! Og ”Smukke Tommy” har tabt sit liftkort igen-igen-gen, men holdt en flot afskedstale for Sarah under middagen søndag aften, da det stod klart, at hun skulle hjem i løbet af mandagen.

Hilsen fra FINNSKI og hele Skilejren

P.S. fra Hanne:
I skrivende stund (ca. 18:00) er LasseSki på vej i ambulance fra München til Hippach – ligger sikkert og læser avis på båren. Den blev ledig, da Sarah i lufthavnen i München var afleveret til SAS og sygeplejersken Stine, som var kommet til München for at følge Sarah til Danmark, til Århus Kommunehospital, hvor de skal kigge på Sarah’s knæ.

Lige nu er hun i luften mellem München og København, skal derfra videre til Tirstrup – og møder sine forældre i Århus i aften ved 22:30 tiden.

Vi melder alt vel – og der har været solskin hele dagen, så der er brændte næser og røde kinder – og smil fra øre til øre.

Vi startede i morges med at sende hele banden af sted kl. 9.03 – og oppe på fjeldet delte vi holdet op.

Første hold, der skulle på skiskole, var Casper V., Maria S. og tvillingerne Maria og Louise. De kørte derefter i to timer med Rasmus Skilærer, og kl. 12 var der frokostpause, som vi spiste oppe i terrænet.

Kl. 13 kom et nyt hold på skiskole, - det var Mads, Kasper O., Molle - og KlavSki, (som kom med på et afbud, for pigerne fik lov at pjække fra skiskolen i dag, efter at de havde været med på ski hele formiddagen). Holdet blev kørt hårdt, så KlavSki havde problemer med at følge med og måtte ty til det gamle kneb med bare at lade sig falde for i det mindste at få lov til hvile sig lidt og få lidt luft.

De ægte begyndere, nemlig Louise og Maria, Casper V. og Maria S., kørte med alle de andre – inkl. de mest øvede - ned ad fjeldet på ”Blå Piste nr. 20”. Det er helt utroligt, hvad der kan komme ud af sådanne to dage på skiskole – for de kørte faktisk hele vejen ned. Det tog dem godt nok 1 time, men de klarede det – uden fald – og selvom de var trætte, var de meget glade for at kunne være med på ski hele vejen ned ad fjeldet.

I morgen lægger vi an til en lille slalomkonkurrence for dem, der har lyst. Det er også Rasmus Skilærer, som vil stå for dette. Og kl. 13 har vi sammen med guiderne fra Østergaard’erne inviteret til picnic ude i terrænet.

Lige nu (kl. 18) er alle i gang med at bade og vaske sig og smøre ”god lugt” under armene, så vi kan blive klar til at komme ud og spise. Og de ømme muskler bliver masseret. KlavSki har medbragt en flaske massageolie, så i et af værelserne er der indrettet massageklinik, hvor de ordner ømme muskler på hinanden.

Summasummarum: Dagen er gået med fjant og fjas og højt humør og sol og blå himmel, så vi har ikke rigtigt noget at klage over!! – bortset fra, at vi alle savner Sarah.

Igen har vi haft en utrolig dejlig dag.
Dagen startede tidligt med, at vi kørte op til skiskoleområdet.

Derfra fortsatte Rasmus Skilærer med hurtigløberne ned til en slalombane, hvor der blev holdt slalomkonkurrence, mens vi andre tog en bagvej for de ikke så øvede, så de også havde mulighed for at se begivenheden.

Slalomkonkurrencen blev afviklet på tid og ALLE - også de ikke allermest øvede – har fået medaljer. KlavSki var starter, Rasmus stod
midtpå og så, at det gik til, som det skulle, og jeg stod ved målet og markerede tid.

Derefter tog vi igen op til skiskoleområdet. Vi havde bestilt et par taxier, som kørte os derfra over til en ny lift, der hedder Ramsberg Lift. Det er en én-stolelift, dvs. at man sidder alene i stolen! Og ALLE kørte op med denne lift - op til området i 2000 m højde, hvor Østergaard’ernes guider har lavet en fantastisk picnic til os. Masser af dejlig mad og pålæg - og masser af slik til dessert.

I dette øjeblik suser de, der ikke lige har lyst til at løbe på ski nu, rundt i området heroppe og laver snemænd og store snebolde, mens resten er taget med LasseSki og KlavSki noget længere op for at teste sneen deroppe.

Vi regner med at skulle ned herfra ved 16-tiden. Men som sagt – ALLE havde selvtilliden i orden til at tage op med én-stoleliften. FLOT! Så nu er de i gang her og leger og hygger sig og slapper af. Det er det vigtigste lige nu. Alle er glade og tilfredse, og de fleste render rundt med deres medaljer på.

Pludselig hændte der så meget efter vi kom hjem fra Vinterlejren 2004, men nu er det ganske vist, lejrrapporten fra den 5. februar 2004 er på tryk.

Dagen oprandt som alle de andre dage med høj blå himmel og pulversne på toppen. Humøret var ekstatisk. Det kunne ikke gå hurtigt nok med at få fortæret morgenmaden og få pakket kufferter……. Alle værelser skulle være ryddede inden klokken 10.00.

For de skihungrende øgler gjaldt det om at få pakket så det var nemt at finde rejsetøjet frem når vi kom ned igen. Vi fik ordnet det sådan at der var mulighed for et brusebad efter skiløbet.

Nogle af øglerne valgte at lege turister i Hippac/Ramsau for at få ordnet de sidste indkøb til mor, far og søskende, og lidt mundgodt til busturen hjem. Elisabeth lovede at tage ansvaret for de ”hjemmeværende” bl.a. sørge for at de fik noget at spise til frokost. Resten af banden kastede sig på den lokale skibus for at lade sig transportere til kabineliften, og med skiliften op i det guddommelige sne- og skiparadis. Det blev aftalt at holde kontakt på bestemte tider og steder, hvilket ikke var noget problem da alle skiøglerne kendte til ansvaret for hinanden og med lederne, for aftaler er jo noget man holder!

For os ”antikverede” blev dagen en vidunderlig oplevelse, både på ski, men og i solvæggen på stamværtshuset, hvor vi havde opslået basecamp. Pludselig opstod der stor tumult i bunden af bakken? To ”proffer” i bar overkrop og med boxershorts kom susende ned ad pisten (Tommy og Molle - hvem ellers) …... før turen gik ned til dalen til brusebad og tøjskift.

Bussen skulle hente os klokken 19.00, så aftensmaden var bestilt til klokken 17.45.

Mætte af indtryk og et solidt aftensmåltid gik vi ombord i Østergårdernes Grønne bus -
25 personer i en ny to-dækker, det kan man kalde komfort. Benene op, på med videoen, filmen rullede, men de flestes øjne var lukkede, og tankerne allerede derhjemme.

For ledergruppen blev der tid til refleksioner over ugen der var gået. Som alle de foregående år, sådan også denne gang. Det har været en oplevelse, og hele indsatsen værd. At opleve ”gengangernes” omsorg for de nye i gruppen, at opleve blege kinder blive til gyldenbrune, at opleve nye venskaber opstå, at opleve de kollossale fremskridt et skiskoleophold giver begynderne, at opleve hjemve, tårer, smil og det lille ord tak, at opleve fortrolighed, at opleve frokost- og middagsborde tømt for hver en krumme, at opleve at der tages ansvar for egen behandling, at opleve skiøglernes øjne da de så på hinanden og sagde ”mormor” tak for turen.

Det kan ikke siges kraftigt nok, hvor stor betydning vinterlejrene har for børnene. Det er derfor en stor glæde for os ledere at høre forældre give hinanden hånd på at nu vil de gøre en ekstra indsats for at skaffe midler til fremtidige vinterlejre.

For mit eget vedkommende er skivoksen slidt af skisålerne efter 10 år, og jeg takker af, men Laura, Lasse og Klavs har lovet mig at de fortsætter. Tak for det!

Tak skal også lyde til Hanne og Anne-Marie på sekretariatet for deres rutinerede indsats under indspurten til afviklingen af en vinterlejr.

Men…..en speciel og hjertevarm tak skal lyde til Thomas ”Mursejler” og hele holdet af skiøgler for den rørende afskedstale og de meget personlige gaver.

Hilsen fra ”Den gamle Telemarker”