Støt CF Kontakt Debat Søg Webshop Hjem
    
     
           
 

 
 
 

RITTER Classic 2004
Flotte 5. og 8. pladser til CF i herrerækken og flot 2. plads i damerækken

 

Cystisk Fibrose holdet til Ritter Classic 2003 havde ikke mindre end 50 deltagere.

Bedst placerede CF-ryttere blev Thomas Dam som nr. 5 og Anders Boel som nr. 8 - begge fra Viborg. Anders blev nr. 2 i Ritter Classic 2002.
Hertil kommer en 15. plads ved Kim G. Svendsen. En 19. plads ved Brian Jørgensen og en 20. plads ved Jimmi Johansen.

I damerækken erobrede nygifte Mette Hankel fra Helsingør en rigtig flot 2. plads i tiden 4.06.01 kun 10 minutter efter vindertiden i herrerækken. Det var bemærkelsesværdig fordi Mette stort set ikke har kørt på en landevejscykel siden Ritter Classic 2001.

Start og mål var i år henlagt til Tåstrup, hvor Ritter Classic samtidig markerede åbningen for Tåstrup kulturuge. Løbsdistancen var udvidet fra 114 km til 119 km og til forskel fra tidligere år lå de væsentligste stigninger mod slutningen af turen.

Allerede fra kl. 09.00 (hele 3 timer før starten) var CF'er Ib og CF-skilejrleder Klavs i Tåstrup for at opstille vores CF-pavillioner, der fungerede samlingspunkt for holdet. Her var der før løbet forsyninger af vand, frugt og diverse former for energibar til turen. Efter løbet var der servering af sandwich, øl og vand til alle - både ryttere, CF-familier og venner.

Også i 2003 havde vi deltagelse af flere jyske CF-ryttere, der havde taget den lange tur over Storebælt for at deltage i løbet. Fra Fjerritslev kom CF-familien Lukassen (dem med sommerfest i Fjerritslev til fordel for CF) med en lokal rytter Peter Frost. Peter kørte et fantastisk flot løb. Fra Taulov ved Fredericia kom CF-far Bjarne Jørgensen med sin cykelven Lars.
Bjarne var dog kun med som tilskuer trods måneders ihærdig cykeltræning. Han havde - meget mod sin gode vilje - fået forbud mod at cykle af lægerne på Fredericia sygehus fordi han brækkede en finger ved et styrt under et cykelløb umiddelbart før Ritter Classic. For at sikre sig, at Bjarne ikke skulle 'glemme' lægernes anbefalinger, havde de lagt hele hans hånd i gips. Bjarne lover, han er tilbage for fuld styrke i 2004.

Fra Viborg kom Thomas Dam og Anders Boel og ikke mindst Claus Broe.
Thomas hører til gruppen af de hårde hunde, hvilket også blev bekræftet af hans flotte 5. plads i løbet. Thomas har kørt semi-prof i Luxembourg i 2001. Han kørte for Team Xerox Partner (Mountain bike) i 2000 og 2001, og han har gennemført Crocodile Trophy - verdens hårdeste MTB-løb hele 3 gange.
Anders Boel kører mest for sjov - som han udtrykker det - og blev nr. 2 i Ritter Classic 2002. I år blev Anders nr. 8, og dagen efter fortsatte han i motionscykelløbet Danmark Rundt, der strakte sig over ca. 700 km fordelt på 4 dage. Her blev Anders flot samlet nr. 21 i tiden 20t42 min - kun godt 4 min efter den samlede vinder.

Claus Broe er en mand, der søger ekstreme udfordringer. Efter kun 20 km af løbet mente Claus, det var tid at give feltet 'lidt snor', og da han ikke havde hastværk, kunne han jo lige godt benytte tiden til at skifte slange i sit bagdæk.
Da Claus kom på cyklen igen, var feltet ude af syne, men hvor andre søger at komme tilbage til feltet hurtigst muligt, valgte Claus at give feltet endnu mere 'snor' og udbyggede Ritter Classic ruten med en lille se-Lyngby-på-egen-hånd-tur. Claus kørte forkert og opdagede først fejlen efter 5 km. Ligefrem og tilbage er IKKE lige langt i cykelløb og i særdeleshed ikke når man er kørt forkert. Det er 10 kilometer, der nærmere føles som 100 km, og hvor man alvorligt overvejer, om man ikke bare skal stå af og glemme det hele. Men som sagt - Claus er en mand, der søger udfordringer og Claus giver ikke op. Jyden, han er stærk og sej. Claus indhentede bagtroppen af CF-rytterne ved 100-110 km og var faktisk rigtig godt kørende til trods for han havde kørt mere end 90 km alene, og i god vind. Claus har lovet, at han vender tilbage i 2004 'fit for fight' og planlægger at køre sammen med os andre, og ikke mindst feltet, hele vejen.

Vi håber, I alle har haft en fantastisk cykeloplevelse, og håber I har mod på at vende tilbage til vores CF-hold til Ritter Classic 2004.

Tusind tak for jeres indsats for Cystisk Fibrose - og en STOR TAK til 'de hurtige ryttere' der sikre, at vi kan vise CF-flaget helt fremme på de afgørende meter før mål.

Vel mødt til Ritter Classic 2004

Mange hilsener
CF-foreningen
Hanne Tybkjær/Erik Wendel

 

Team Cystisk Fibrose 2003

 

 

 

 

 

 

Rolf Sørensen og Ole Ritter

 

 

 

 

 

 

Anders Boel

 

 

 

 

 

 

Mette Hankel

 

 

 

 

 

 

Kim G Svendsen

 

 

 

 

 

 

Claus Broe

 

 

 

 

 

 

Fotos: Birger Vogelius Freelance

 

 
   
 
Bund
Copyright all rights reserved by Danish Cystic Fibrosis Association 2007 eeeeeee eWebsponsorer: ROCHE, ABBOTT, NOVARTIS